Acontoskatten november 2021

« Tilbage
Dato: 22. september 2021
Skal acontoskatten nedsættes eller bortfalde, eller skal der foretages en frivillig indbetaling af acontoskat?
Coronakrisen har påvirket mange selskabers indtjening, og dermed også hvad der skal betales i skat i 2021. Selskabet har måske modtaget hjælpepakker på grund manglende omsætning mv. Herved bliver 2021 et atypisk år for mange. 
 
Nogle selskaber er presset så meget på deres indtjening og likviditet, at skatten i 2021 måske helt skal bortfalde og andre skal måske foretage en frivillig indbetaling af acontoskat, og spare rentetillægget.
 
Nedenfor er anført de forskellige muligheder og vores anbefaling. 

Selskabet forventer at betale for meget i ordinær acontoskat i 2021?

 
Coronakrisen har vendt op og ned på indtjeningen, så forventes den ordinære acontoskatterate den 22. november 2021 at være sat for højt i forhold til den forventede skattepligtig indkomst i 2021, kan selskabet selv nedsætte raten den 22. november eller slette den, hvis der allerede er betalt for meget i 2021.
 
Da den 20. november 2021 falder på en lørdag, er fristen for indbetaling forlænget til mandag den 22. november 2021. I opgørelsen af betalt skat for 2021, skal medtages den betalte acontoskat i marts 2021.
 
Ændringen af indbetalingen eller helt at slette den, foregår ved at gå ind i TastSelv Erhverv og ændre acontoskatteraten. 
 
Nedsættelsen skal ske senest på tidspunktet for betalingsfristen den 22. november 2021. Efter fristen, skal selskabet søge om at få nedsat raten ved at kontakte Skattestyrelsen. Skattestyrelsen kan efterfølgende bede om den nødvendige dokumentation herfor, f.eks. fremlægge de foreliggende regnskabsoplysninger

Selskabet forventer at betale for lidt i ordinær acontoskat i 2021?

 
Hvis der alene indbetales den ordinære acontoskat, vil mange selskaber med nogenlunde samme indtjening år for år, få en restskat.
 
Det skyldes, at den ordinære acontoskat alene beregnes som 50% af gennemsnittet af de seneste 3 års skattebetalinger – for indkomståret 2021, er det årene 2017, 2018 og 2019. Indkomståret 2020 indgår ikke, da skattebetalingen for 2020 endnu ikke er opgjort.
 
For imødegå en restskat, har selskaber mulighed for at indbetale en frivillig indbetaling senest den 22. marts 2021 og den 22. november 2021 samt den 1. februar 2022. Da både den 20. marts og den 20. november falder på en lørdag, er fristen forlænget til den 22. i de pågældende måneder. 
 
Indbetalingen den 1. februar 2022 er dog med et rentetillæg for perioden 23. november 2021 til den 1. februar 2022.
 
Får selskabet en restskat for 2021, skal den betales med et rentetillæg senest i november 2021. Er der betalt for meget i skat, modregnes den overskydende skat inkl. et rentetillæg i den ordinære acontoskat i november 2021.

Er det en god ide at foretage en frivillig indbetaling af acontoskat?

 
Det afhænger af om den rente, som der spares ved at foretage en frivillig indbetaling af acontoskat, enten overstiger den rente som skal betales, ved at pengene skal trækkes på kreditten eller alternativt mistes, hvis beløbet skal hæves på bankkontoen. Gør den det, vil det som udgangspunkt være en god ide at indbetale restskatten for 2021 senest den 22. november 2021 eller den 1. februar 2022. 

Restskatteprocent og godtgørelse ved overskydende skat

 
I skrivende stund har Skattestyrelsen ikke oplyst, hvad restskatteprocenten for 2021 bliver, men antages den at blive fastsat ud fra den gældende rente, bliver renten i samme niveau som i 2020 på 4,4%. De 4,4% er renten efter skat, så før skat svarer det til en rente på ca. 5,6%.
 
Det er denne rente på ca. 5,6 % som skal sammenlignes med lånerenten m.v.
 
Er lånerenten under ca. 5,6%, vil det være hensigtsmæssigt at foretage en frivillig indbetaling af restskat senest den 22. november 2021. Hvis indbetalingen udskydes til den 1. februar 2022, skal der tillægges et forventet rentetillæg på 0,9% fra 23. november 2021 til den 1. februar 2022. 

Frivillig indbetaling af acontoskatten

 
Indbetaling af frivillig indbetaling af acontoskat sker digitalt via TastSelv Erhverv. Husk at der skal ske indberetning af den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv inden indbetalingen foretages. Ellers risikerer man, at indbetalingen returneres.
 
Tilsvarende er det vigtigt, at skattekontoen ikke inden indbetaling er negativ, da indbetalinger altid først anvendes til dækning af den ældste gæld eller restance. 

Overskydende skat 

 
Såfremt selskabet har betalt for meget i skat, modregnes den overskydende skat i den ordinære acontoskat i november 2021. Der ydes en skattefri rentegodtgørelse på forventet 0,1%. Tilsvarende modregnes indeholdt kildeskat på aktieudbytte, selskabet har modtaget af deres aktier i 2021.
Ønskes hjælp til beregning af forventet skat i 2021, eller er der spørgsmål til nedenstående, så kontakt os endelig. 
 
Med venlig hilsen
 
Hans Peter Hartzberg
Statsautoriseret revisor
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
22. september 2021
Acontoskatten november 2021
Skal den nedsættes eller bortfalde, eller skal der foretages en frivillig indbetaling af acontoskat?
Læs indlæg
4. februar 2021
Orientering: Aktuelle skattemæssige forhold
Her læser du om aktuelle skattemæssige forhold for personer - heriblandt frivillig indbetaling af restskat, befordringsfradrag og andre fradrag »
Læs indlæg
5. januar 2021
Nyt beskatningsgrundlag for fri bil fra den 1. juli 2021
Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om grøn omstilling af vejtransporten den 4. december 2020. Læs mere her »
Læs indlæg
Revision og regnskab
Skat og rådgivning
Om Hartzberg+
   
Hartzberg+ · Øster Allé 56, 1 · 2100 København Ø · Telefon: 36 72 03 66 · E-mail: info@hartzbergplus.dk · CVR: 40535349
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Hartzberg+ | Øster Allé 56, 1 | 2100 København Ø | Tlf.: 36720366 | info@hartzbergplus.dk